Trods nedskæringer: Viborg skal stadig være topklub

Skrevet af admin

18/03/2014

Mest læste i dag

Der skal spares på alle fronter i håndboldklubben Viborg HK, selv om det tirsdag lykkedes at skaffe likviditet nok til at fortsætte driften i den økonomisk pressede klub.

Nu skal det nemlig være slut med store underskud, og det betyder blandt andet et spillebudget, der i næste sæson skal reduceres med 30 procent.

Klubbens direktør, Jan Buhr, er dog sikker på, at den succesrige klub også i fremtiden kommer til at spille med blandt de allerbedste.

- Vi kommer til at stå uændret i den danske liga, hvor vi stadig vil have et top-2 hold. Også i andre klubber kigger man på økonomien, spillerlønningerne er for nedadgående, og der er ikke blevet tegnet mange nye kontrakter endnu, siger Jan Buhr.

Viborgenserne fører i øjeblikket Dame Håndbold Ligaen, og klubben håber på, at man i næste sæson skal være med i Champions League.

- Vi vil nok ikke kunne bide skeer med de allerstørste budgetter i Sydøsteuropa, men jeg tror, at vi vil have mulighed for at spille os op blandt de otte bedste i Champions League.

- Midtjylland er blandt de sidste fire i Champions League i år. Vi er selv blandt de sidste fire i Cup Winners Cup, og Esbjerg er blandt de sidste fire i EHF Cuppen.

- Nogle gange kan man komme langt med et lille budget, og nogle gange kommer man ingen vegne med et stort budget. Det handler også om lodtrækningsheld, siger Jan Buhr.

Viborg offentliggjorde tirsdag et halvårsregnskab, der viser et minus på fire millioner kroner.

Den pressede økonomi har bragt klubbens eksistens i fare, men det er lykkedes at hente 5,2 millioner kroner via et salg af den såkaldte Heidi Astrup Lounge og ekstra tilførsler fra sponsorer.

- Vi er glade, stolte og lettede over, at det er lykkedes. De sidste to måneder har været turbulente, så det er en kæmpe lettelse, at vi er kommet ud på den anden side, lyder det fra Jan Buhr.

/ritzau/