Trods rædsom halvleg: Håndboldkvinder slår Ukraine

Skrevet af admin

29/03/2014

Dagens topnyheder

De danske håndboldkvinder vandt - trods en skidt anden halvleg - helt som ventet over Ukraine i kvalifikationen til EM i Ungarn/Kroatien til december.

Det endte med en sejr på 28-26 til Danmark, der dermed har hentet sejre i holdets tre første kvalifikationskampe.

Landstræner Jan Pytlick og spillerne var på et VM-evalueringsmøde blevet enige om at skifte fokus fra en stærk defensiv til en mere tjubang-agtig spillestil.

Og de danske kvinder kom også angrebslystne ud til kampen i Kolding. Efter fire minutter var stillingen 4-0, og 10 minutter senere var holdet foran med 12-8.

Men det kneb for danskerne med at bevare koncentrationen i den sidste halvdel af halvlegen, og ukrainerne fik lov at reducere et par gange, så stillingen ved pausen var 17-11 Danmark.

De ukrainske gæster, der på forhånd ikke var levnet mange chancer, fortsatte med at bide fra sig i anden halvleg, hvor det danske landshold havde meget svært ved at få både angrebsspil og forsvarsspil til at fungere.

Med 10 minutter igen var stillingen blot 26-23 til danskerne, der i denne periode lavede fejl på fejl.

Det ukrainske hold kæmpede forbilledligt, og med to minutter igen havde holdet kun to mål op til danskerne, og en overraskelse lurede. Men målmand Cecilie Greve hev en god redning frem på det helt rigtige tidspunkt og sikrede en dansk sejr.

/ritzau/