Troels Lund skal diskutere fremtidens økonomi med verdens ledere

Skrevet af admin

12/01/2016

Mest læste i dag

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) mødes med verdens ledere 20. januar og erhvervsledere i den schweiziske by Davos for at deltage i World Economic Forums (WEF).

WEF er en fond, hvor alverdens beslutningstagere mødes for at diskutere verdens økonomiske udfordringer, og hvordan man løser dem.

Der holdes årligt et verdensøkonomisk topmøde i WEF's hjemby, Davos, der i år har temaet "den fjerde industrielle revolution".

Danmarks erhvervs- og vækstministeren er inviteret med som regeringens repræsentant.

- Jeg glæder mig til at indgå i diskussion med beslutningstagere fra hele verden om de udfordringer, som alle lande står i, når det gælder om at navigere i den såkaldte "fjerde industrielle revolution", siger han i en skriftlig kommentar.

Troels Lund Poulsen skal deltage i to arrangementer på topmødets første dag, hvor han deltager i en paneldebat om arbejde i den teknologiske udvikling. Derudover skal han deltage i arrangementet "The End of Political Consensus".

Ifølge ministeren kan mødet med politikere, erhvervsfolk og eksperter fra hele verden være med til at hjælpe danske virksomheder på vej.

- Digitalisering og automatisering vil give helt nye muligheder for vores virksomheder, men stiller også store krav til vores evner som både erhvervsledere og politikere. Her er det vigtigt, at vi kan inspirere hinanden på tværs af sektorer og lande, siger han.

/ritzau/