Tusindvis forlader krigshærget by i Syrien efter aftale

Skrevet af admin

07/05/2014

Mest læste i dag

Omkring 2000 civile mennesker og medlemmer af syriske oprørsgrupper begynder onsdag morgen at forlade den krigshærgede by Homs i det centrale Syrien.

Evakueringen er resultatet af en aftale mellem syriske oprørere og landets regering om en tilbagetrækning af bevæbnede grupper fra oprørsbevægelsen samt af civile og af sårede.

Aftalen betyder samtidig, at et ukendt antal gidsler, der er i oprørernes varetægt, bliver frigivet i den nordlige by Aleppo.

Aktivister i byen beretter, at to busser ankom tidligt mandag morgen for at køre de første mennesker væk.

Sårede mennesker har været fanget under belejringen af Den gamle Bydel i Homs og de omkringliggende områder i næsten to år. De er de første, som forlader byen.

Homs blev kaldt "revolutionens hovedstad", da oprøret begyndte i Syrien i 2011 under indflydelse af folkelige opstande for demokrati i blandt andet Tunesien og Egypten.

Syriske regeringsstyrker indledte for en måned siden en offensiv mod de tilbageværende oprørere i den gamle bydel, hvor mange civile syrere har været fanget.

De blev evakueret af FN og Røde Halvmåne i februar.

Det moderne Homs har omkring en million indbyggere og er efter Aleppo og Damaskus Syriens tredjestørste by.

Homs er en naturlig indgang til de øvrige syriske byer fra Middelhavet og et trafikalt knudepunkt, men en stor del af byen er blevet ødelagt under krigen.

Det anslås, at omkring 150.000 mennesker har mistet livet under den syriske borgerkrig, der har stået på de seneste tre år.

/ritzau/AFP