Tv-vært i social medie-fejde om rabatside til kvinder

Skrevet af Mikkel Lysgaard

23/05/2014

Dagens topnyheder

 

En af de største e-boghandler i Danmark, Riidr.com, gik for nylig i luften med et nyt koncept med specialrabat til kvinder. Hjemmesiden er plastret til med lyserødt og rummer specialrabatter til kvinder. Desuden kræver den tre spørgsmål besvaret, før brugeren bliver verificeret som kvinde og kan få adgang til tilbuddene. 



En fremgangsmåde, som har vakt livlig debat på sociale medier, efter gadgetekspert og radio- og tv-vært Christiane Vejlø gik på Instagram med budskabet: ”Det bliver et nej tak til lyserød og blomstret baggrund.”



Flere kvindelige brugere fløj til tasterne på Instagram og Twitter med kradse kommentarer som ”What?”, ”Gentagelse af Wikipedias lyserøde kvindeside. Helt skævt” og ”For helvede, hvor er det åndssvagt - jeg har aldrig forstået problemet med toiletsædet” med henvisning til sidens spørgsmål om toiletsædets rette placering for kvinder. 



Er det sjovt eller ej?


Salgsdirektør hos Riidr.com, Anders Breinholst, understreger over for Dagens.dk, at han er ked af misforståelserne og debatten som helhed, da der er tale om en ironisk tilgang til tingene.

Rabatterne og idéen er seriøst ment, men udformning bevidst humoristisk - hjemmesiden blev døbt Bella Bøger i sympati med hotel Bella Sky oven på den lettere groteske ligestillingssag, som blev afgjort i april.

”Budskabet omkring ligestilling eller for meget af det samme - den er vigtig. Vi spiller på de fordomme, man kan have om forskellen på køn,” skriver han som svar på stormen via det sociale medie Twitter.



Riidr oplyser, at hovedparten af webshoppens kunder udgøres af kvinder, som ofte er i aldersgruppen 40+.