Twente giver AaB lov til at snakke skifte med Kasper Kusk

Skrevet af admin

28/04/2015

Mest læste i dag

Udlandet virker ikke til at være lykken for Kasper Kusk, som har det svært hos hollandske Twente.

Før denne sæson skiftede Kusk til hollænderne fra Aab's mesterhold, men allerede efter en sæson kan offensivspilleren være på vej hjem til Aalborg. AaB har nemlig fået lov til at tale om et skifte med ham.

Det siger Aab's sportsdirektør, Allan Gaarde, til tv3sport.dk.

- Vi har informeret Twente om, at vi er interesserede i Kasper Kusk, og de har givet os lov til at tale med Kasper. Så ham har vi også meddelt, at vi er interesserede.

- Vi har talt med Kasper, men har ikke fået et endeligt svar fra ham. Men vi har heller ikke bedt om, at der skal falde et svar, for jeg ved, hvilken situation Kasper står i lige nu, så vi vil ikke presse noget ned over hovedet på ham, siger Allan Gaarde.

Kasper Kusk scorede 12 mål og lavede otte måloplæg for AaB i sidste sæson.

Over for tv3sport.dk slår Allan Gaarde fast, at det er vigtigt at markere over for Kusk, at klubben er interesseret i at få ham tilbage - også selv om det først skulle blive muligt på et senere tidspunkt.

23-årige Kasper Kusk har spillet otte A-landskampe for Danmark.

/ritzau/