Tyrkiet er klar til at tage imod flere flygtninge onsdag

Skrevet af admin

05/04/2016

Dagens topnyheder

Tyrkiet er klar til at tage imod yderligere 200 flygtninge og migranter fra græske øer onsdag. Det oplyser en tyrkisk regeringskilde tirsdag.

Mandag blev 200 migranter og flygtninge sejlet retur på i alt tre færger fra de græske øer Lesbos og Chios til den tyrkiske havneby Dikili.

Det sker som følge af en aftale, som EU i marts indgik med Tyrkiet om, at afviste asylansøgere samt flygtninge og migranter, der ikke søger asyl i Grækenland, skal sendes retur fra Grækenland til Tyrkiet.

For hver syrisk flygtning, der sendes tilbage over havet, skal EU tage en anden syrisk flygtning fra en lejr i Tyrkiet og genbosætte vedkommende i EU. De mennesker, der allerede har været i Grækenland og er blevet sendt retur til Tyrkiet, kommer bagest i køen.

EU-ledere håber, at aftalen med Tyrkiet vil afskrække flygtninge fra at tage den farefulde færd over Det Ægæiske Hav, som har kostet 366 flygtninge og migranter livet alene i år.

Den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, siger tirsdag, at 78 syriske flygtninge som følge af aftalen blev fløjet fra Tyrkiet til Tyskland mandag.

De syriske flygtninge, der bliver hentet i Tyrkiet, fordeles i EU ved først at benytte 18.000 ledige pladser i et frivilligt genbosætningsprogram.

Hvis de 18.000 pladser bliver opbrugt, sætter EU 54.000 ekstra pladser i spil. Disse pladser er del af en tvungen fordeling i EU.

/ritzau/Reuters/AFP