Tyrkiet erklærer tre dages landesorg efter minetragedie

Skrevet af admin

14/05/2014

Dagens topnyheder

En af de værste mineulykker i landets historie får nu Tyrkiet til at erklære tre dages landesorg.

Mindst 232 minearbejdere er dræbt, efter at en eksplosion og brand ramte en kulmine i det vestlige Tyrkiet tirsdag.

Det bekræfter Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, som onsdag eftermiddag ankom til katastrofestedet i byen Soma i Manisa-provinsen. Tidligere onsdag erklærede den tyrkiske regering landesorg.

- Tre dages landesorg er erklæret på grund af minekatastrofen i Soma 13. maj. Flag skal sættes på halv, hed det i en erklæring fra premierminister Recep Tayyip Erdogans kontor.

Redningsarbejdere har siden ulykken tirsdag forsøgt at redde arbejdere ud efter minekatastrofen.

Ifølge den tyrkiske energiminister, Taner Yildiz, tegner minekatastrofen i Soma til at blive den værste i landets historie, skriver Reuters.

Dødstallet er indtil videre på 232, men hundredvis af minearbejdere menes fortsat at være indespærret under jorden. Taner Yildiz vil imidlertid ikke oplyse det præcise antal.

- Vi er bekymret for, at antallet af dræbte kan stige.

- Problemet er værre end hidtil antaget. Det udvikler sig til en ulykke med det højeste antal dræbte, som Tyrkiet endnu har set, siger han.

Ifølge flere medier var 787 på arbejde i minen, da ulykken indtraf.

Mor til en af minearbejderne Sena Isbiler strakte sin hals for at se, hvem der blev ført ud af minen.

- Jeg har ventet på min søn siden tidlig eftermiddag. Jeg har ikke hørt noget fra ham endnu, siger hun.

De indespærrede befinder sig to kilometer under overfladen og fire kilometer fra indgangen til minen. Redningsfolkene har blandt andet forsøgt at pumpe ren luft ned i mineskakterne.

Tyrkiets værste mineulykke skete i 1992, da 263 minearbejdere blev dræbt ved en gaseksplosion i en mine i byen Zonguldak.

Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), beklager på det sociale medie Twitter ulykken.

- Min dybeste medfølelse går til familierne til minearbejderne, der blev dræbt i går, og til det tyrkiske folk, skriver ministeren.

/ritzau/AFP