Tyrkiet har skiftet forklaring i Hedegaard-sagen

Skrevet af admin

12/11/2014

Mest læste i dag

De tyrkiske myndigheder har givet Danmark skiftende forklaringer om, hvorfor den mistænkte i sagen om forsøget på at dræbe den islamkritiske forfatter Lars Hedegaard blev løsladt fra et tyrkisk fængsel.

Slingrekursen bekræftes af en detaljeret tidslinje i forløbet, som Justitsministeriet onsdag har sendt til Folketingets retsudvalg.

Igen og igen har en udstationeret nordisk politimand i Ankara og andre danske repræsentanter fået henholdende og vage svar under deres forsøg på at opklare, hvad der var sket med den mistænkte.

Faktisk har de tyrkiske myndigheder modsagt sig selv.

Sagens hovedperson er den 27-årige BH, der er dansk statsborger.

Han mistænkes for i februar 2013 at have affyret skud mod forfatteren Lars Hedegaard. Gerningsmanden til drabsforsøget havde forklædt sig som postbud.

Det var i april i år, at den mistænkte blev anholdt af tyrkisk politi og derefter fængslet. Samtidig bad Danmark om at få ham udleveret.

Manden blev åbenbart sat på fri fod 20. august - uden at danske myndigheder fik besked om det.

I slutningen af august oplyste fængslet, hvor BH var indespærret, at han var blevet udleveret til den tyrkiske efterretningstjeneste MIT.

2. oktober forklarede det tyrkiske justitsministerium, at det måtte være anklagemyndigheden i Istanbul, som havde løsladt BH.

18. oktober sagde MIT, at man ikke kunne give forklaring om baggrunden for løsladelsen.

Men 22. oktober kom det tyrkiske udenrigsministerium - i en pressemeddelelse - med en ny forklaring: Det var en domstol, som havde løsladt BH, lød det.

Tidslinjen bekræfter også, at Københavns Politi flere gange forgæves har bedt deres tyrkiske kolleger om bistand. For eksempel har man bedt om at få kopi af de identitetspapirer, som BH har benyttet sig af.

BH nægter sig skyldig, men har alligevel ønsket at blive udleveret til Danmark.

Hans danske forsvarer, Thorkild Høyer, har udtrykt bekymring for, hvad der kan være sket med ham.

I øvrigt vidner den udleverede tidslinje om et stort antal kontaktforsøg fra dansk side - og at Danmark tilsyneladende har en egentlig tyrkisk redegørelse om forløbet til gode.

/ritzau/