Tyrkiet: Pavens beskyldninger om folkedrab er grundløse

Skrevet af admin

12/04/2015

Mest læste i dag

Det er "grundløst", at pave Frans under en messe søndag har kaldt massedrabet på tyrkiske i 1915 for et folkedrab.

Det siger den tyrkiske udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, der kalder pavens ord "langt fra de historiske realiteter".

- Religiøse autoriteter er ikke stedet for at anstifte vrede og had med grundløse beskyldninger, siger han.

Samtidig meddeler det tyrkiske udenrigsministerium, at Vatikanets udsending i Ankara har været til møde, hvor Tyrkiet har gjort sin holdning klar. Desuden vil Tyrkiets ambassadør i Vatikanet blive kaldt hjem til konsultationer.

- Vores ambassadør i Vatikanet, hr. Mehmet Pacaci, kaldes hjem til konsultationer i Tyrkiet, lyder det i den tiltagende diplomatiske strid.

I meddelelsen beskylder ministeriet paven for at udvise et "selektivt overblik" over Første Verdenskrig og "ignorere de overgreb, som de tyrkiske og muslimske folk, der mistede livet, led under".

Pavens ord om folkedrab er en "alvorlig afvigelse" fra det budskab om fred og forsoning, som paven viderebragte under sit besøg i Tyrkiet i november.

Paven brugte henvisningen til folkedrab under en messe, der skulle markere 100-året for drabet på de kristne armeniere.

Det muslimske Tyrkiet anerkender, at mange armeniere døde under sammenstød med osmanniske - altså tyrkiske - soldater, da Armenien var del af det osmanniske rige, som blev styret fra Istanbul.

Men Tyrkiet anerkender ikke, at det kvalificerer til betegnelsen folkedrab. Antallet af dræbte anfægtes også.

Armenien siger, at op mod 1,5 millioner blev dræbt, mens Tyrkiet selv sætter tallet til mellem 300.000 og 500.000.

/ritzau/Reuters