Tyrkisk politi opløser uro foran regeringskritisk avis

Skrevet af admin

05/03/2016

Dagens topnyheder

I Istanbul affyrer tyrkisk politi tåregas og bruger vandkanoner mod demonstranter for at få adgang til avisen Zamans lokaler.

De tyrkiske myndigheder har fredag overtaget kontrollen med Zaman, landets største avis.

En domstol i Ankara vurderede, at Zaman og den omstridte muslimske prædikant Fethullah Gülen har været i ledtog imod præsident Recep Tayyip Erdogan.

Fethullah Gülen er en magtfuld modstander af præsidenten. Han er Erdogans tidligere allierede, men de to mænd er i dag ærkefjender.

Gülen er en tyrkisk muslimsk prædikant, der er gået i eksil i USA. Han har tidligere hjulpet Erdogan med at tæmme den engang så stærke hær, og han har stor indflydelse mange steder i Tyrkiet gennem et netværk af religiøse skoler.

Erdogan beskylder Gülen for at have stor indflydelse på landets politi og retssystem, og præsidenten har sagt, at hans tidligere allierede har forsøgt at bruge en korruptionsskandale til at vælte ham.

Den regeringskritiske avis Zaman er Tyrkiets mest sælgende avis med et oplag på 650.000. Hundredvis af tilhængere af avisen demonstrerede fredag uden for dagbladets redaktion mod myndighedernes beslutning om at overtage avisen.

Tyrkiets myndigheder har i forvejen strammet grebet om medierne og kritiseres for at undertrykke ytringsfriheden. De tyrkiske domstole skal i gang med 1845 sager, hvor tyrkere anklages for at have fornærmet Erdogan.

/ritzau/Reuters