To tyrkiske betjente dræbt under Kobani-protester

Skrevet af admin

10/10/2014

Mest læste i dag

To tyrkiske politifolk blev sent torsdag dræbt, da ukendte gerningsmænd åbnede ild mod et hold betjente, der var i færd med at besigtige et område i den østlige tyrkiske by Bingöl, der er blevet hærget under demonstrationer i forbindelse med belejringen af grænsebyen Kobani.

Det bekræfter Tyrkiets indenrigsminister, Efkan Ala. Han fortæller, at mindst 31 mennesker er blevet dræbt under de omfattende protester, der har fundet sted de seneste fire dage. 360 mennesker meldes såret.

De seneste dage har der været omfattende protester i flere tyrkiske byer, hvor især kurdere demonstrerer over, at Tyrkiet ikke griber ind i Islamisk Stats (IS) belejring af den strategisk vigtige by Kobani, der ligger tæt på grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.

Ifølge den tyrkiske avis Hürriyet blev en politichef såret af et automatvåben, da ukendte gerningsmænd dræbte de to politimænd i Bingöl.

- Fem mistænkte "terrorister" er selv blevet skudt af sikkerhedsstyrker, siger Efkan Ala i en erklæring.

- Voldsspiralen må stoppe øjeblikkeligt, siger han.

Indenrigsministeren fortæller, at der har været uroligheder i 35 byer over hele Tyrkiet. 221 civile er blevet såret, og 139 sikkerhedsmedarbejdere - heriblandt politibetjente - er blevet kvæstet. Over 1000 mennesker er blevet tilbageholdt, men 58 personer formelt er blevet anholdt.

Demonstranterne raser over, at den tyrkiske regering ikke vil hjælpe kurderne i Kobani.

Fredag hævder Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der følger krigens gang i Syrien, at Islamisk Stat (IS) har indtaget det kurdiske hovedkvarter i Kobani. Angiveligt kontrollerer jihadisterne nu 40 procent af byen.

Ifølge FN er der kun få hundrede indbyggere tilbage i Kobani, men de kurdiske militser frygter massakrer, hvis jihadisterne erobrer byen.

/ritzau/AFP