Tysk kraftværk vinder spansk etape

Tyskeren Tony Martin (Quickstep) viste tirsdag - igen - at han er en af cykelfeltets stærkeste ryttere.

Verdensmesteren i enkeltstart var i udbrud stort set hele dagen på anden etape af Baskerlandet Rundt - en kuperet etape på 156 kilometer fra Ordizia til Dantxarinea.

Tony Martin var sidste overlevende af dagens lange udbrud, og han holdt stand med 30 sekunder til et hovedfelt, som jagtede ham hårdt.

Især da Alejandro Valverde på den sidste stigning med næsten 10 kilometer til mål forsøgte at køre fra Tinkoff-Saxos spanske kaptajn Alberto Contador.

Tyskeren vandt foran Ben Swift (Team Sky) og Michael Kwiatkowski (Quickstep).

Alberto Contador fører fortsat løbet foran Alejandro Valverde (Movistar).

/ritzau/

 

Dagens Gossip