Tysk landstræner lover bedre spil

Skrevet af admin

04/07/2014

Dagens topnyheder

De tyske fans har stadig til gode, at se deres landshold fra den allerbedste side ved dette års fodbold-VM i Brasilien.

Den mener i hvert fald Tysklands træner, Joachim Löw, som samtidig lover, at Tyskland vil vise bedre takter i fredagens kvartfinale mod Frankrig.

- Vi har ikke vist et stabilt niveau i vores spil indtil nu, det har vi stadig til gode, siger Joachim Löw til AFP.

Tyskland sluttede dog gruppespillet på førstepladsen efter 4-0 over Portugal, 2-2 mod Ghana og 1-0 over USA.

I 1/8-finalen måtte holdet i forlænget spilletid, inden Algeriet var slået 2-1. En kamp, som ellers voldte det tyske mandskab store problemer, da det ikke fik udnyttet målchancerne optimalt.

- Vi spillede en rigtig dårlig første halveg mod Algeriet, men vi var bedre i anden halveg.

- Holdet viste, at det kunne kæmpe. Algeriet kæmpede hårdt, men vi kæmpede hårdere, lyder det fra træneren.

Flere tyske medier debatterer i disse dage om den tyske anfører, Philipp Lahm, skal rykkes tilbage på en højreback mod Frankrig. Han har ellers figureret på midtbanen under denne slutrunde.

- Der er meget diskussion i Tyskland om, hvor Philipp skal spille, det er der intet nyt i. Den slags diskussioner hjælper mig ikke så meget.

- Der er taget nogle beslutninger, men de varer ikke evigt, og vi ser på mulighederne.

- I skal nok tidligt få en idé om, hvor Philipp skal spille, siger Löw.

Joachim Löw har kontrakt med det tyske landshold indtil juni 2016, men ryger tyskerne ud allerede i kvartfinalen, vil flere parter formodentlig kræve Löws afgang.

/ritzau/