Tysk stjerne: Finaleafbud var livets hårdeste beslutning

Skrevet af admin

14/07/2014

Mest læste i dag

Real Madrid-spilleren Sami Khedira var blandt de 11 foretrukne til startopstillingen, da den tyske landstræner, Joachim Löw, stillede sit hold til søndagens VM-finale mod Argentina.

Men under opvarmningen blev Khedira skadet og traf selv beslutningen om ikke at spille. På sin Facebook-side skriver han, at det var problemer med læggen, der kostede ham finalen.

- Jeg er sikker på, at jeg kunne have spillet 10 minutter, måske 15. Men ikke længere. Det var den hårdeste beslutning i mit liv at fortælle træneren, at jeg ikke kunne spille VM-finalen, en af mine største drømme.

- Havde jeg ikke gjort dette, havde vi været nødt til at skifte ud efter kort tid og så haft en udskiftningsmulighed mindre. Hvor bittert det end var for mig, så var det den rigtige beslutning, skriver Sami Khedira.

I startopstillingen blev han erstattet af Christoph Kramer, der dog selv blev skadet og måtte udgå allerede i første halvleg.

Alt endte dog godt. Tyskland vandt VM-finalen 1-0 på et mål af Mario Götze i den forlængede spilletid, mens Khedira så kampen fra bænken.

- Så meget desto mere takker jeg hele holdet for, at vi alligevel vandt, og de trods alt gav mig en fantastisk dag, lyder det fra den lettede midtbaneprofil.

/ritzau/