Fodboldlandskampen mellem Tyskland og Holland i Hannover er blevet aflyst af sikkerhedsmæssige årsager.
I øjeblikket er stadion ved at blive evakueret. Det oplyser politiet ifølge AFP samt en række andre udenlandske medier.
Der er ikke oplyst yderligere detaljer omkring årsagen til aflysningen af kampen, som skulle være blevet overværet på stadion af kansler Angela Merkel samt 49.000 andre tilskuere.
Kampen skulle være begyndt tirsdag klokken 20.45 - samme tid som Danmarks landskamp mod Sverige begynder i København.
Tidligere tirsdag aften var stadion i Hannover blevet lukket af i en halv time på grund af en mistænkelig kuffert, som dog viste sig ikke at være til nogen fare.
I forvejen var politi- og militæropbuddet omkring stadion ekstra stort forud for kampen.
Aflysningen sker blot fire dage efter, at en mand med bomber i Paris ville snige sig ind på stadion til opgøret mellem Frankrig og Tyskland på Stade de France.
Af samme årsag oplyste Det Belgiske Fodboldforbund (KBVB) mandag ved midnat, at kampen mellem Belgien og Spanien, der også var sat til at blive spillet tirsdag, var aflyst.
Det forventes til gengæld stadig, at landskampen mellem England og Frankrig på Wembley bliver gennemført.
/ritzau/