Tyskland kræver hurtige svar fra USA i spionsag

Skrevet af admin

07/07/2014

Dagens topnyheder

Den politiske top i Tyskland advarer om, at forholdet mellem tyskerne og amerikanerne risikerer at blive svækket, efter at en person er anholdt i Tyskland og sigtet for at være amerikansk dobbeltspion.

Hvis mistanken, om at en ansat i den tyske efterretningstjeneste har spioneret for USA, viser sig at være rigtig, så må Tyskland tale med store bogstaver over for USA, mener den tyske forbundspræsident, Joachim Gauck.

- Nu må det være nok, fastslår præsidenten.

Den 31-årige mistænkte spion har angiveligt videregivet hemmelige dokumenter til Washington, og sagen har vakt vrede i lyset af, at det sidste år kom frem, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA overvågede forbundskansler Angela Merkels og almindelige tyskeres mobiltelefoner.

Merkel kalder sagen for alvorlig, og hvis mistanken viser sig at være rigtig, er det et klart brud på samarbejdsaftalerne mellem Tyskland og USA, siger hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Samme melding lyder fra indenrigsminister Thomas de Maizière, og udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier kræver, at der ikke bliver fejet mere ind under gulvtæppet.

- Jeg forventer en hurtig og klar forklaring fra USA, siger de Maizière ifølge den tyske tv-kanal ARD.

Kilder fortæller til det tyske nyhedsbureau dpa, at den mistænkte spion har erkendt at have stjålet 218 dokumenter og sendt dem til det amerikanske efterretningsvæsen. Til gengæld skulle manden have modtaget 25.000 euro.

USA har officielt endnu ikke forholdt sig til anholdelsen af manden, som er tysk statsborger.

- Vi vil fortsat ikke kommentere det, siger Caitlin Hayden, der er talsmand for det amerikanske sikkerhedsråd.

Tyskland udveksler jævnligt efterretninger med USA, men afsløringen af den amerikanske overvågning af tyskere har gjort forholdet mellem de to stormagter mere anspændt.

/ritzau/dpa