Tyskland tygger på militærhjælp til Østeuropa

admin

|

30/03/2014

Dagens topnyheder

Den tyske regering overvejer at sende op til seks fly af sted for at styrke østeuropæiske Natolandes forsvar, efter at Rusland trods internationale advarsler og fordømmelser har annekteret Krim fra Ukraine.

Det skriver det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel.

Tyskland har stor økonomisk indflydelse i verden, men den politiske indflydelse er noget mindre. Dog arbejder regeringen i Berlin under ledelse af forbundskansler Angela Merkel på at give Tyskland en mere aktiv international rolle.

Merkel har sammen med sin udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, været aktiv for at løse krisen om Ukraine.

Tysklands nazistiske fortid under Anden Verdenskrig gør imidlertid tysk militært engagement i udlandet til et følsomt emne.

Lige nu øger Nato luftpatruljeringen hos de østeuropæiske alliancelande for at sikre dem i den nuværende situation.

Blandt andet har USA sendt krigsfly til Polen og de baltiske stater, og Danmark har også varslet, at seks danske F-16 jagere skal til Baltikum for at patruljere luftrummet i de tre stater, Estland, Letland og Litauen, der ikke selv har et luftvåben.

Frankrig har også erklæret sig villig til at deltage med fly i overvågningen af Baltikum.

Der Spiegel citerer udenrigsminister Steinmeier for at sige, at det er nødvendigt, at Nato holder hovedet koldt og ikke trækkes ind i en militær eskalering.

- Samtidig ved vore partnere, at vi står for solidaritet i alliancen. Der er ingen "hvis" eller "men", og det er ikke kun, når vejret er godt, siger han.

Udenrigsministeren tilføjer, at når beslutningen om tysk deltagelse er truffet, kan det komme på tale at bruge Awacs-overvågningsfly over Rumænien og Polen, ligesom der kan komme tysk deltagelse i træningsmissioner over det baltiske luftrum.

/ritzau/Reuters