Tyskland udviser USA's efterretningschef

Skrevet af admin

10/07/2014

Dagens topnyheder

Tyskland udviser den amerikanske CIA-chef i Berlin, oplyser regeringen. Det er en dramatisk forværring i forholdet mellem de to lande.

- Repræsentanten for den amerikanske efterretningstjeneste på USA's ambassade har fået besked om at forlade Tyskland, siger den tyske regerings talsmand, Steffen Seibert, ifølge flere nyhedsbureauer.

Der er tale om en helt usædvanlig udvikling i forholdet mellem to Nato-lande.

Udvisningen kommer, efter at det i sidste uge blev afsløret, at USA har brugt en medarbejder i den tyske efterretningstjeneste til at udspionere det tyske parlament.

Kilder har fortalt det tyske nyhedsbureau dpa, at den mistænkte spion har erkendt at have stjålet 218 dokumenter i løbet af to år og sendt dem til det amerikanske efterretningsvæsen. Til gengæld skulle manden have modtaget 25.000 euro.

Spionagen var blandt andet rettet mod Forbundsdagens parlamentariske undersøgelsesudvalg, der er i gang med at granske den amerikanske efterretningstjeneste NSA's overvågning af Tyskland.

Regeringens talsmand siger, at det ikke kun er den sag, der har ført til udvisningen, men relaterer sig til "spørgsmål, der har været rejst i månedsvis" om USA's efterretningstjeneste i Tyskland.

Med dokumenter, der er lækket af den amerikanske afhopper Edward Snowden, blev det sidste sommer afsløret, at Merkels mobiltelefon er blevet aflyttet af amerikanerne.

Det udløste en diplomatisk krise mellem de ellers så nære allierede Tyskland og USA, og beskeden torsdag om udvisningen er Tysklands første direkte og kontante svar på den amerikanske spionage.

Også millioner af tyskere har fået registreret telefonopkald og dataindlogninger af NSA, har dokumenter fra Snowden vist.

Meningsmålinger viser, at den popularitet, som USA har nydt i Tyskland i efterkrigstiden, falder dramatisk.

/ritzau/AFP