Tysklands regering holder krisemøde om flygtninge

Skrevet af admin

31/10/2015

Dagens topnyheder

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel har indkaldt lederne af sin koalitionsregering til et krisemøde søndag, hvor de skal drøfte, hvad Tyskland stiller op for at få løst krisen med de mange migranter og flygtninge.

Dagligt kommer der flere tusinde migranter og flygtninge til Tyskland sydfra, og regeringen, der består af Merkels konservative CDU og socialdemokraterne, venter, at der kommer mindst 800.000 asylansøgere til Tyskland i år.

Horst Seehofer, ministerpræsident i den sydtyske delstat Bayern, har kraftigt kritiseret regeringen. De fleste migranter og flygtninge kommer i første omgang til Bayern, og Seehofer, der kommer fra det konservative CSU, der er søsterparti til Merkels CDU, har flere gange sagt, at det er for voldsomt.

Han har udsendt trusler om, at han kræver løsninger fra Merkel senest søndag, men det er ikke klart, hvad han vil gøre, hvis der ikke sker noget.

De tyske og østrigske myndigheder har dog meddelt, at der strammes op ved fem grænseovergange fra og med lørdag.

Men ifølge det tyske nyhedsbureau dpa er der lørdag ingen tegn på, at menneskestrømmen ved grænserne tager af.

Angela Merkel har åbnet Tysklands døre for de mange mennesker og sagt, at Tyskland tager imod flygtninge fra Syrien.

Imidlertid er denne politik ved at give politisk bagslag for hende. Merkels popularitet falder i meningsmålingerne, og der kommer flere og flere rapporter fra delstaterne om, at de ikke kan følge med, og at der er problemer på asylcentre.

/ritzau/dpa