Tyve brød bagers pengeskab op med vinkelsliber

Skrevet af admin

10/11/2013

Dagens topnyheder

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser vidner til et pengeskabstyveri i Tønder lørdag aften. Tyveriet er gået ud over Guldbageren i Vestergade.

Ifølge vagtchef Søren Strægaard slog gerningsmændene til i tidsrummet mellem klokken 18.30 og 23.15.

- De har skaffet sig adgang til forretningen ved at bryde en dør op, fortæller Søren Strægaard til Ritzau.

Inde i forretningen gik tyvene efter pengeskabet, som de brød op på en måde, der ifølge politiet burde have vakt en vis opmærksomhed blandt personer i nærheden.

- De har skåret skabet op med en vinkelsliber. Det må have larmet en del, så det skulle være mærkeligt, hvis der ikke er nogen, som har hørt noget, siger Søren Strægaard.

Vestergade ligger midt i Tønder, hvor der ofte færdes mange mennesker. Politiet beder vidner, som har hørt eller set noget, om at rette henvendelse.

Politiet ønsker ikke at oplyse nærmere om tyvenes udbytte.

/ritzau/