Tyve sprænger bankboks i Grenaa

Skrevet af admin

05/08/2016

Dagens topnyheder

Natten til fredag er en bankboks blevet sprængt i Grenaa i Østjylland. Det oplyser Østjyllands Politi.

- Klokken 02.42 får vi anmeldelse om, at der er sket en mulig sprængning af en bankboks i Grenaa. Vi kommer derud og kan konstatere, at hæveautomaten ved Sparekassen Djursland er ødelagt, siger vagtchef Jes Frederiksen.

Politiets teknikere er fredag på stedet for at efterforske sagen. Indtil videre har det vist sig, at gerningsmændene angiveligt ikke har fået noget udbytte, oplyser pressekoordinator Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.

Det er formodentlig tilfældet, fordi sprængningen ikke var kraftig nok til at give gerningsmændene adgang til kontanterne.

- Sprængningen er formentlig foregået med gas, siger Marianne Morgen og fortæller, at gerningsmændene er set køre dertil i en mørk personbil, som de også kørte væk i.

- Vi har talt med nogle få vidner, men vi er fortsat meget interesseret i at tale med folk, der kan have set noget, siger hun.

Skaderne er så omfattende, at Sparekassen Djurslands afdeling i Grenaa må holde lukket fredag, oplyser Århus Stiftstidende.

/ritzau/