Uafgjort i underholdende slag på White Hart Lane

Skrevet af admin

01/12/2013

Mest læste i dag

På papiret var der kun tale om et opgør mellem to hold i midten af ligaen, men Premier League-opgøret mellem Tottenham Hotspur og Manchester United var mere end det.

De to hold viste, at de begge burde ligge højere i tabellen, da de på højt niveau leverede en underholdende dyst, der endte 2-2.

Manchester United måtte igen undvære Robin van Persie i angrebet, og det kunne mærkes. Selv om Wayne Rooney sled som en gal i front, så savnede han opbakning.

I stedet dominerende Tottenham fuldstændig i kampens første halve time, og allerede efter godt et kvarters spil gav det bonus i form af et mål.

Kyle Walker udnyttede, at hele United-muren hoppede, da han med et fladt spark kanonerede en frisparksbold i mål.

Senere havde både Roberto Soldado og Aaron Lennon store chancer for at øge føringen, ligesom Tottenham to gange appellerede for en Manchester-hånd på bolden i gæsternes straffesparkfelt.

Der kom intet ud af det, og så slog Wayne Rooney til i den anden ende. Sløset forsvarsspil af målscorer Walker sendte læderet hen for fødderne af United-angriberen, der fik prikket bolden i mål.

Efter pausen trak Tottenham sig en lille smule tilbage på banen. Det forhindrede ikke brasilianske Sandro i at bringe holdet foran igen, da han med et herligt, brækkende langskud tog fusen på United-keeper David De Gea.

Der gik ikke mere end et par minutter, før svaret kom. Danny Welbeck blev nedlagt i feltet af Tottenham-målmand Hugo Lloris, og Rooney var igen på pletten på det efterfølgende straffespark.

Begge hold havde chancer til at afgøre kampen, men det blev ikke til flere mål.

Det uafgjorte resultat betyder, at ingen af holdene abancerer nævneværdigt i tabellen. United har med 22 point kun to point op til Liverpool på andenpladsen, mens Tottenham følger lige efter med 21 point.

/ritzau/