UCI dropper langvarig dopingsag mod Roman Kreuziger

Skrevet af admin

05/06/2015

Dagens topnyheder

Den internationale cykelunion (UCI) har besluttet at droppe appelsagen mod Tinkoff-Saxo-rytteren Roman Kreuziger, der har været under mistanke for bloddoping på grund af uregelmæssige blodpas.

Det skriver UCI fredag på sin hjemmeside.

Cykelunionen henviser til "nye oplysninger", der gør, at der ikke længere er nogen basis for at fortsætte sagen, som var under behandling ved sportsdomstolen CAS.

Den langstrakte affære handler om Kreuzigers blodpas fra 2011 og 2012 og begyndte sidste sommer umiddelbart før Tour de France.

Da Tinkoff-Saxo blev bekendt med, at den tjekkiske stjernerytter var under mistanke, blev han omgående taget ud af truppen til Touren, hvor han ellers var udset til at spillet en vigtig rolle i forsøget på at køre Alberto Contador frem til sejren.

Sidste efterår blev han frikendt af Tjekkiets olympiske komité, men UCI og Wada valgte at anke kendelsen til CAS, hvor den kom til at trække i langdrag.

Kreuziger har flere gange luftet sin frustration over at leve i uvished om sin cykelfremtid, men nu kan tjekken altså ånde lettet op.

/ritzau/