Udskældt Cameron lægger skattepapirer frem

Skrevet af admin

10/04/2016

Dagens topnyheder

Storbritanniens premierminister, David Cameron, tager nu konsekvensen af det, som han selv har kaldt dårlig håndtering af historier om hans mulige involvering i kreative skatteløsninger.

Cameron lægger sine skattepapirer frem for offentligheden, og indholdet af dem står nu at læse i en række internationale medier, herunder britiske BBC.

Skatteoplysningerne går seks år tilbage og viser blandt andet, at premierministeren i skatteåret 2014-15 betalte 75.898 pund i skat ud fra en samlet indkomst på 200.307 pund (1,85 millioner kroner).

Indtægterne stammer fra en løn på 140.522 pund, skattepligtige diæter på 9834 pund, 46.899 pund fra lejeindtægter fra et familieejet hus i Notting Hill i London og 3052 pund i renter.

Foruden at lægge de normalt private skattepapirer frem vil Cameron også nedsætte en arbejdsgruppe, der skal styrke Storbritanniens kamp mod skatteunddragelse og hvidvaskning af penge, lyder det.

Det er Camerons afdøde fars navn, Ian Cameron, der er dukket op i forbindelse med de lækkede Panama-dokumenter.

David Cameron har selv fortalt, at han har haft aktier i sin fars Bahamas-baserede firma, og at han solgte aktierne, inden han blev premierminister. Han nægter at have unddraget skattebetaling.

Lørdag erkendte han, at han ikke har håndteret situationen optimalt og løftede sløret for, at han ville offentliggøre detaljer om sine skatteregnskaber gennem årene.

- Det har ikke været en god uge. Jeg ved, at jeg skulle have håndteret det her bedre, sagde han ved det Konservative Partis konference lørdag.

Mens han talte, var hundredvis af demonstranter mødt op udenfor for at opfordre Cameron til at "lukke skattehuller eller gå af" ifølge BBC.

/ritzau/Reuters