Udvisning hjalp Real Madrid til point mod Osasuna

Skrevet af admin

14/12/2013

Mest læste i dag

Normalt bør det ikke være nogen fordel at blive reduceret med en mand. Ikke desto mindre hjalp det tilsyneladende Real Madrid, at Sergio Ramos blev udvist i ligakampen på udebane mod Osasuna.

Madrilenerne var bagud 0-2 i slutningen af anden halvleg, da anføreren ragede sit andet gule kort til sig, men med 10 mand lykkedes det for Real at redde et 2-2-resultat hjem mod ligaens nummer 16.

Pepe stod for udligningen, der faldt med 10 minutter igen af kampen. På det tidspunkt var Osasuna også nede på 10 mand, efter at Gato Silva fik to gange gult indenfor fire minutter.

Derfor pressede gæsterne også voldsomt på for et sejrsmål, men det blev ved et point til hvert hold.

I godt 40 minutter så det ellers ud til, at Oriol Rivera skulle blive matchvinder for hjemmeholdet.

Med to hovedstødsmål bragte han sit hold i front i første halvleg, og med Ramos' udvisning lurede overraskelsen.

Isco sørgede dog lige efter Ramos' udvisning for en reducering og for, at der stadig var point at spille for i anden halvleg.

Det blev dog ved uafgjort, og dermed er Real Madrid to point efter både Barcelona og Atletico Madrid, der begge har 40 point for en kamp færre.

/ritzau/