Uenighed om børnecheck giver problemer i EU-forhandlinger

Skrevet af admin

19/02/2016

Dagens topnyheder

Danmarks forsøg på at drage fordel af nogle af de EU-reformer, som den britiske premierminister, David Cameron, kræver for at bevare Storbritannien i EU, er fredag eftermiddag også kommet i fokus på EU-topmødet i Bruxelles.

Forhandlere fra den danske og den polske regering har for første gang under de seneste to dages EU-topmøde i Bruxelles siddet i direkte forhandlinger om, hvilken betydning en britisk aftale kan få for danske velfærdsydelser.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har også haft et bilateralt møde med premierminister Cameron.

En polsk diplomat oplyser til Ritzau, at danske topembedsmænd har forhandlet med deres polske kolleger om at finde en teknisk løsning, som begge lande kan leve med.

Derefter vil det vise sig, om der er politisk vilje, til at finde en aftale, som både den britiske premierminister, David Cameron, og de øvrige 27 stats- og regeringschefer kan acceptere.

Den dansk-polske uenighed er noget af det, der er med til at forsinke topmødet, der begyndte torsdag eftermiddag.

Men selv om flere kilder nævner uenighed om velfærdsydelser som et af de sidste store udeståender, er der ingen, der taler om, at hverken Danmark eller Polen synes på vej til direkte at blokere for en aftale.

- Det handler om at sikre, at alle - ikke kun briterne - kommer hjem med noget, de kan sælge til deres befolkninger. Og nogle af Camerons forslag er meget svære for os at forsvare derhjemme, siger den polske diplomat.

Storbritannien har under de seneste måneders forhandlinger krævet en begrænsning på de beløb, gæstearbejdere fra andre EU-lande kan hæve i britiske velfærdsydelser - herunder hvor mange britiske børnepenge, de kan sende hjem til børn, der stadig bor i deres hjemland, hvor prisniveauet er lavere end i Storbritannien.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har gjort det klart, at Danmark også ønsker at kunne benytte muligheden for at indeksere børnechecks, der går til børn med bopæl i mindre velstillede lande.

Men Løkke har også sagt, at første prioritet for Danmark er at sikre, at Storbritannien kan blive i EU.

Oprindeligt var det planen, at den britiske aftale skulle have været forseglet over morgenmad fredag på EU-topmødets andendag.

Siden blev det til brunch, så frokost, så eftermiddagste - og ved 16-tiden meddelte EU-præsident Donald Tusks talsmand, Preben Aamann, på Twitter, at mødet først ventes genoptaget over aftensmaden.

Det havde på forhånd været ventet, at topmødet meget vel kunne trække ud, og diplomatiske kilder fra flere lande giver stadig udtryk for, at de regner med, at det vil lykkes at nå til enighed.

Det er uklart, hvor mange andre udeståender der stadig er til forhandling.

/ritzau/