Uforsigtig jæger skal i fængsel for riffel i bil

Skrevet af admin

25/04/2014

Dagens topnyheder

Det var en alvorlig lovovertrædelse, da en jæger lod en riffel og ammunition ligge i sin bils bagagerum en nat.

Det har Retten i Glostrup slået fast ved at idømme jægeren et års fængsel, da han transporterede riflen ulovligt, som han i øvrigt ikke havde våbentilladelse til.

Han skal dog "kun" afsone tre måneder, fordi han intet har med bander eller rockere at gøre og har gode personlige forhold. Ni måneder gøres betinget.

Sagen blev opdaget, fordi en tyv stjal bilen, som jægeren havde stillet hos sin ekskæreste natten over.

Oprindeligt var han på vej til en kammerat med riffel og ammunition, fordi han ville sælge våbnet.

På bilens bagsæde lå i øvrigt hovedet af en hjort, som skulle laves til et trofæ, oplyser retten.

Men hverken riffel eller hoved blev afleveret.

Under kørslen ringede jægerens eks-kæreste med et akut problem. Hun bad ham om at passe deres fælles børn om aftenen og natten.

Derfor ændrede han kurs og parkerede bilen ved eks-kærestens hjem.

Om natten blev bilen stjålet. Men da jægeren anmeldte tyveriet, fortalte han ikke noget om tingene i bagagerummet.

En uges tid efter blev biltyven stoppet af politiet. Tyven anede intet om riffel og ammunition, og hjortehovedet havde han smidt ud.

Retten i Glostrup finder, at jægeren har overtrådt ikke bare våbenloven, men straffelovens bestemmelse om farlige våben.

Den slags forbrydelser skal som minimum straffes med fængsel i et år, har Folketinget bestemt, men i de konkrete sager har domstolene et vist spillerum - og i tilfældet med jægeren findes det forsvarligt at gøre ni måneder betinget.

/ritzau/