Ukraine: Cyberangreb mod lufthavn kom fra Rusland

Skrevet af admin

18/01/2016

Dagens topnyheder

Et cyberangreb mod Kijevs vigtigste lufthavn blev udført fra en server i Rusland, siger en talsmand for Ukraines militær, mens eksperter fra landets data-krisecenter, Cert-Ua, advarer om, at de venter yderligere cyberangreb.

Cyberangrebet blev sporet i en computer i den vigtigste lufthavn, Borispil, i sidste uge. Det netværk, som blev udsat for angreb, omfatter det, som bruges af flyvelederne i lufthavnen.

- Serverens kontrolcenter, hvor angrebet kom fra, ligger i Rusland, siger den militære talsmand Andri Lisenko.

Han tilføjer, at angrebet blev opdaget hurtigt i lufthavnens system, og at det ikke havde nået at forrette skader.

En talskvinde for lufthavnen siger, at de ukrainske myndigheder er ved at undersøge, hvorvidt angrebet har nogen forbindelse til en fjendtlig softwareplatform, der er kendt som "BlackEnergy," og som har været sat i forbindelse med andre nylige cyberangreb på Ukraine.

- Der er visse tegn på, angrebene er forbundet, siger talskvinden for den ukrainske lufthavn.

I december var tre regionale ukrainske virksomheder ude for kortvarige blackout på grund af "ondsindet" software i deres netværk.

Topdiplomater fra USA og Rusland arbejder på at forstærke den skrøbelige våbenhvile i Ukraine. Topdiplomater fra de to lande mødtes i weekenden nær byen Kaliningrad i enklaven af samme navn.

USA siger, at Rusland skal indstille sin støtte til de prorussiske oprørere i den østlige del af Ukraine. Denne støtte destabiliserer ifølge USA Ukraine.

Forud for mødet i Kaliningrad havde USA's præsident, Barack Obama, talt i telefon med præsident Vladimir Putin om krisen i Ukraine.

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, mødes senere i denne uge med sin russiske kollega, Sergej Lavrov, i Zürich i Schweiz for at tale mere om Ukraine og krisen i Syrien.

/ritzau/Reuters