Ukrainerne mener, at man har nået en "fælles forståelse" med russerne om en plan, der skal sætte en stopper for volden i det østlige Ukraine, hvor militæret og prorussiske separatister er i kamp.
Den nye fælles forståelse er kommet efter to dages møder mellem repræsentanter fra begge lande.
- Som et resultat af møderne nåede parterne frem til en fælles forståelse af vigtige stadier i gennemførelsen af planen og om en liste af prioriteter, der vil bidrage til nedtrapningen af situationen i Ukraines Donetsk- og Lugansk-regioner, lyder det fra Ukraines udenrigsministerium.
Rusland har ikke kommenteret planen, der indtil videre kun er afsløret ganske få detaljer om.
Det eneste, der ligger fast, er, at Ukraines nyvalgte præsident, Petro Porosjenko, har bebudet, at blodsudgydelserne i det østlige Ukraine skal standes inden udgangen af denne uge.
Den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, udtaler i en pressemeddelelse, at der er "et svagt lys for enden af tunnelen" for første gang i månedsvis efter søndagens og mandagens møder mellem ukrainere og russere.
Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, udtaler, at den ukrainske regering og EU bliver nødt til at "arbejdere mere konstruktivt" for at løse konflikten, men han udtrykker samtidig håb:
- Jeg tror, at Porosjenkos kontakter (med vestlige ledere, red.) kan lede til, at volden bliver stoppet, og at en intern dialog begynder, siger han på en pressekonference i Finland.
Møderne mellem Ukraine og Rusland har været ledt an af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).
Det ukrainske udenrigsministerium oplyser ikke, hvilke repræsentanter fra de to lande, der har ført ordet under møderne, men oplyser, at "kontaktgruppen" vil holde flere møder.
Siden Porosjenko blev valgt som landets nye præsident 25. maj, har det ukrainske militær optrappet operationerne i det østlige Ukraine, hvor separatister har besat flere regerings- og myndighedsbygninger.
/ritzau/Reuters