Ukraine: Farce-afstemning var inspireret fra Rusland

Skrevet af admin

12/05/2014

Mest læste i dag

- Farcen, som de terroristiske separatister kalder en folkeafstemning, er ikke andet end propaganda for at dække over mord, bortførelser, vold og andre alvorlige forbrydelser.

Så kontant er reaktionen fra Ukraines præsident, Oleksandr Turtjynov, efter prorussiske separatister søndag gennemførte en folkeafstemning om løsrivelse i Donetsk-regionen i det østlige Ukraine.

Han anklager Rusland for at stå bag, og at det egentlige formål er at forpurre præsidentvalget i Ukraine den 25. maj.

- Disse processer er inspireret af lederne i den russiske føderation og er ødelæggende for økonomierne i Donetsk og Lugansk og truer liv og velfærd, og formålet er at destabilisere situationen i Ukraine, forpurre præsidentvalget og styrte de ukrainske myndigheder, siger Turtjynov.

Den såkaldte valgkommission i Donetsk siger, at 89 procent stemte for at løsrive sig fra Ukraine. Samtidig hævder kommissionen, at 75 procent af de valgberettigede deltog i afstemningen.

Valgkommissionen i provinsen Lugansk vil senere mandag offentliggøre tallene for denne region, men det forventes, at de tal vil ligne dem, som er offentliggjort i Donetsk.

Turtjynov siger, at den eneste konsekvens af folkeafstemningen er, at de, der stod bag, vil blive draget til ansvar over for domstolene.

Men han gentager et tidligere ønske om at "fortsætte dialogen med dem i et østlige Ukraine, som ikke har blod på hænderne, og som er klar til at forsvare deres mål på lovlig vis".

/ritzau/Reuters