Ukraine: Nej til samarbejde med EU skyldes økonomi

Skrevet af admin

22/11/2013

Mest læste i dag

Ukraines beslutning om at skrotte en samarbejdsaftale med EU hviler på økonomiske overvejelser og ikke taktiske.

Det siger landets premierminister, Mikola Asarov, efter regeringen i Kijev torsdag valgte at lægge samarbejdet med EU på is.

Det skete en uge før, Ukraine på et topmøde i Litauen skulle have underskrevet en associeringsaftale med EU.

Asarov siger i en tale i parlamentet, at torsdagens beslutning ikke ændrer på Ukraines overordnede strategi for udvikling.

Han minder om, at Ukraine har genoptaget dialogen med Rusland.

- Beslutningen var svær, men den eneste mulige i den økonomiske situation, fortæller Asarov parlamentet, hvor oppositionspolitikere protesterer og råber "skam dig" efter ham.

- Beslutningen blev udelukkende dikteret af økonomiske grunde og er på ingen måde en ændring af retningen for Ukraines strategiske udvikling, bedyrer han.

Rusland har forsøgt at modarbejde Ukraines tilnærmelse til EU. Blandt andet har Rusland truet med i løbet af vinteren at lukke for gasleverancerne til Ukraine, hvis ikke regeringen i Kijev betaler de milliarder dollar, som det russiske selskab Gazprom har til gode i landet.

Allerede torsdag morgen stod det klart, at Ukraine var vendt på en tallerken, da det ukrainske parlament nedstemte lovforslag, der ville gøre det muligt at løslade den fængslede oppositionspolitiker og tidligere premierminister Julia Timosjenko.

Oppositionen raser over regeringens beslutning og overvejer en rigsretssag mod præsident Viktor Janukovitj.

/ritzau/Reuters