Forside Nyheder Ukraine: Russiske soldater skyder på os

Ukraine: Russiske soldater skyder på os

Ukraine: Russiske soldater skyder på os

– I dag er russiske soldater begyndt at skyde på ukrainske soldater. Det er en krigsforbrydelse, siger den fungerende ukrainske premierminister, Arsenij Jatsenjuk.

Hans reaktion kommer, nu da en ukrainsk militærbase er ved at blive stormet i hovedbyen Simferopol på Krim-halvøen. En soldat meldes såret, oplyser en ukrainsk militærtalsmand ifølge nyhedsbureauet Interfax.

– En ukrainsk soldat er blevet såret i nakken og i kravebenet. Nu har vi barrikaderet os på første sal. Hovedkvarteret er indtaget, og vores kommandør er pågrebet. De vil have, at vi skal nedlægge vores våben, men vi agter ikke at overgive os, siger talsmanden.

– Vi bliver bestormet. Vi er omkring 20 soldater her og 10-15 andre, heriblandt kvinder. En af vores officerer blev såret under angrebet, siger en uidentificeret soldat til tv-stationen Kanal Fem.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har tidligere tirsdag i sin tale om Krim takket de 22.000 ukrainske soldater på halvøen for "ikke at have tilsølet deres hænder med blod" og rost dem for hele tiden at have holdt sig i ro.

/ritzau/Reuters

Ads by MGDK