Ukraines opposition siger nej til tilbud om regeringsposter

Skrevet af admin

25/01/2014

Dagens topnyheder

Den ukrainske opposition afviser et tilbud fra præsident Viktor Janukovitj om regeringsposter, inklusiv posten som premierminister.

Den besked giver oppositionslederen Vitalij Klitstjko under stor jubel til demonstranter i hovedstaden Kijev.

Samtidig gør oppositionen det klart, at den kræver præsidentvalg i år.

- Vores krav er afholdelse af præsidentvalg i år. Vi vil ikke give os, men forhandlingerne vil fortsætte, siger Klitstjko.

Samtidig kræver oppositionen, at den nyligt vedtagne lov, der indskrænker retten til at demonstrere, ophæves.

Tilbuddet om postens som premierminister blev givet lørdag eftermiddag under et møde mellem præsident Viktor Janukovitj og oppositionsledere.

Den post var tiltænkt den tidligere økonominister Arsenij Jatseniuk.

Klitstjko selv skulle ifølge Janukovitj blive vicepremierminister med ansvar for humanitære anliggender.

Mens der blev forhandlet i Ukraine, fortsatte titusinder med at demonstrere rundt om i landet med krav om valg.

Janukovitjs tilbud var et forsøg at løse den alvorlige politiske krise, som har ramt landet.

Demonstranterne i hovedstaden Kijev og mange andre byer rundt om i landet er rasende over, at Janukovitj har afvist at indgå en samarbejdsaftale med EU og i stedet valgt at gå i alliance med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Under mødet med oppositionslederne har Janukovitj også foreslået ændringer i den ukrainske forfatning, enten gennem en folkeafstemning eller en parlamentarisk proces, oplyste præsidentens kontor.

Den nuværende forfatning giver præsidenten meget stor magt.

/ritzau/dpa