Ukraines præsident melder fra VM-finale

Skrevet af admin

13/07/2014

Dagens topnyheder

Ukraines præsident, Petro Porosjenko, vil ikke være at finde blandt de mange statsledere, som er inviteret til at overvære søndagens VM-finale i fodbold i Rio de Janeiro.

"På grund af den øjeblikkelige situation i Ukraine" anser Porosjenko det for umuligt at møde frem til finalen, hedder det i en meddelelse fra præsidentens pressetjeneste sent lørdag.

Der har de seneste dage igen være voldsomme kampe mellem ukrainske soldater og prorussiske separatister i det østlige Ukraine.

Værterne fra Brasilien vil ved en ceremoni inden kampen overdrage rettighederne til værtskabet for VM i 2018 til Rusland og landets præsident Vladimir Putin.

Der har været rygter om, at Porosjenko og Putin ville drøfte krisen mellem de to lande, når de nu begge var i Rio, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Selv om der ikke var planlagt et møde mellem de to, så overværer stats- og regeringsledere kampen mellem Tyskland og Argentina fra den samme loge, og det ville have givet de to præsidenter mulighed for at komme i kontakt med hinanden, siger en talsmand for Putin til det russiske nyhedsbureau Itar-Tass.

Putin har siden fredag været på officielle besøg i Cuba, Nicaragua og senest Argentina.

Inden spillerne går på banen, skal han mødes med Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, samt Sepp Blatter, præsidenten for det internationale fodboldforbund, Fifa.

Den russiske statsleder vil også benytte lejligheden til at holde et møde med Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, der sætter sig til rette på Maracana for at støtte det tyske landshold.

Mandag rejser Putin videre til hovedstaden Brasilia, hvor han skal mødes med Brasiliens politiske ledere. Derefter fortsætter han til Fortaleza for at deltage i topmødet mellem Brik-landene, som ud over Brasilien og Rusland omfatter Indien og Kina.

/ritzau/