Ukrainsk flyveforbud giver en smule længere flyvetid

Skrevet af admin

18/07/2014

Dagens topnyheder

Nedskydningen af et passagerfly fra Malaysia Airlines torsdag aften får flere flyselskaber til at tage en stor bue uden om det ukrainske luftrum. De ukrainske myndigheder har indført flyveforbud over det østlige Ukraine, men hos Norwegian sender man nu alle fly helt uden om Ukraine.

Ifølge selskabets informationschef Johan Bisgaard Larsen er det fly, som skal til det sydvestlige Europa, som indtil nu har fløjet igennem det ukrainske luftrum, og som nu tager en omvej for en sikkerheds skyld.

- Vi tager vores forholdsregler, indtil situationen er afklaret, og sender vores fly helt uden om Ukraine. Det vil formentligt komme til at betyde, at nogle af ruterne får 10 til 15 minutters længere flyvetid, siger Johan Bisgaard Larsen.

Han oplyser, at selskabet er ved at samle en liste over de ruter, der bliver påvirket. Fra København flyver Norwegian blandt andet til Cypern og Grækenland.

Johan Bisgaard Larsen understreger, at Norwegians fly normalt slet ikke flyver over den uroplagede østlige del af Ukraine, som nu har fået flyveforbud.

Fra SAS' presseafdeling lyder det, at SAS indtil torsdag har haft enkelte flyvninger mod charterdestinationer, som er fløjet igennem luftrummet i det vestlige Ukraine, men at selskabet nu helt undgår luftrummet over Ukraine.

Torsdag omdirigerede flyselskabet Thomas Cook Airlines et fly med charterturister på vej til Tyrkiet, da det var på vej mod ukrainsk luftrum.

Thomas Cook Airlines, der flyver for Spies, Ving og Tjæreborg, vil også indtil videre sende alle sine fly helt uden om Ukraine. Det gælder for eksempel fly til Grækenland og Tyrkiet, og selskabet regner med ti minutters længere rejsetid.

Samme melding lyder der fra Star Tour.

/ritzau/