Ukrainsk uro fører til hasteindkaldt møde i FN

Skrevet af admin

13/04/2014

Dagens topnyheder

FN's Sikkerhedsråd mødes klokken 02 natten til mandag dansk tid til et hasteindkaldt møde i New York efter weekendens uroligheder i Ukraine, hvor prorussiske aktivister har indtaget flere offentlige bygninger i den østlige del af landet.

- Rådet vil mødes klokken 20 (klokken 02 dansk tid, red.) på anmodning fra Rusland, siger en anonym kilde i FN ifølge det russiske nyhedsbureau RIA.

En anden kilde siger, at det endnu ikke er klart, hvorvidt Ukraine deltager.

Tidligere søndag sagde den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, at han ville indkalde til et møde.

- Det er nu Vestens ansvar at forhindre en borgerkrig i Ukraine, lød det i en udtalelse ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax.

Mødet sker i kølvandet på, at Ukraine har besluttet at mobilisere hæren i kampen mod prorussiske aktivister, der i weekenden greb til våben og indtog flere offentlige bygninger i byerne Mariupol og Slavjansk i Ukraines østlige del.

Søndag sagde Ukraines fungerende præsident, Oleksandr Turtjynov, i en tv-tale til nationen, at han vil indsætte hæren i kampen mod de prorussiske aktivister.

Efter alt at dømme er det Rusland, der står bag de koordinerede besættelser af offentlige bygninger, siger Tor Bukkvoll fra det norske Forsvarets Forskningsinstitutt. Han mener, at Rusland spiller med musklerne.

- Jeg ved ikke, hvor uafhængige demonstranterne er af Rusland. Selv om vi ikke har uigendrivelige beviser for, at Rusland står bag, så er det sandsynligt, at russerne har en finger med i spillet, siger Tor Bukkvoll til det norske nyhedsbureau NTB.

Han er ikke af den overbevisning, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, har planer om at gøre byerne russiske, men at præsidenten ønsker at vise magt over for nabolandet.

/ritzau/Reuters