Ulla Tørnæs vil stoppe for SU til for mange udlændinge

Skrevet af admin

18/05/2016

Dagens topnyheder

Hvis stadig flere EU-borgere kun læser på danske engelsksprogede erhvervsakademier for at få SU og så tage tilbage til hjemlandet med en gratis uddannelse, så skal det stoppes.

Det siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) efter et møde med partierne bag SU-forliget. Partierne lagde i 2013 et loft på 5500 EU-borgere, som kan få dansk SU. Nu tjekker ministeren de danske engelsksprogede erhvervsakademier.

- Jeg har fået forligspartiernes opbakning til at se, om kvaliteten på erhvervsakademierne er i top, og om EU-borgerne bliver i Danmark efter endt uddannelse, eller om de rejser tilbage til deres eget land, siger Ulla Tørnæs.

Regeringens tal viser, at godt 5000 flere EU-borgere får SU i januar 2016 end i 2013. Danmark kan ikke kræve, at EU-borgere bliver i Danmark efter eksamen, påpeger hun.

- Nej. Den fri bevægelighed omfatter selvfølgelig også borgere, som er rejst til et andet EU-land for at få en uddannelse, siger Ulla Tørnæs.

- Men det afgørende for mig er at få indblik i, om EU-borgerne, som får en gratis uddannelse, bliver i Danmark og bidrager til det danske samfund. Gør de det ikke, er det problematisk, så vi må se på udbuddet af vore engelsksprogede uddannelser.

Det har aldrig været meningen, at danske institutioner skal stå for uddannelsen af borgere fra andre EU-lande, påpeger Ulla Tørnæs.

Spørgsmål: Så et indgreb kan komme på tale, hvis vi gratis uddanner for mange EU-borgere?

- Er det sådan, at en række af vore uddannelser har udviklet sig som et trækplaster for andre EU-borgere, så skal vi selvfølgelig se nærmere på det, fastslår Ulla Tørnæs.

Antallet af EU-borgere, som får SU på danske uddannelser, når snart loftet på 5500. Analysen er klar til efteråret, siger Ulla Tørnæs.

/ritzau/