Ulykke ved Aalestrup koster 80-årig mand livet

Skrevet af admin

16/12/2014

Dagens topnyheder

En alvorlig trafikulykke i Himmerland har tirsdag eftermiddag kostet en 80-årig mand livet, oplyser politiet.

Ulykken skete på Boldrupvej i Thorup ved Aalestrup.

- Den 80-årige kommer kørende med sin søn som passager, da de kører frontalt sammen med en anden bil. Den bliver ført af en kvinde, som er alene i bilen, fortæller vagtchef Henrik Beck fra Nordjyllands Politi til Ritzau.

Ulykken skete, da den 52-årige kvinde i en svag højrekurve mistede herredømmet over sin bil og kom over i den forkerte kørebane.

Den 80-åriges 48-årige søn og kvinden kom ikke alvorligt til skade og kunne begge selv forlade bilerne efter ulykken.

Ifølge politiet var det formentlig på grund af glat føre, at kvinden mistede herredømmet over bilen.

- Vi havde tre uheld i området omkring Aalestrup og Aars inden for tre kvarter, så det er en nærliggende tanke, siger vagtchefen.

De pårørende til den 80-årige er underrettet om ulykken.

/ritzau/