Ulykkesramt flyselskabs aktie rasler ned

Skrevet af admin

18/07/2014

Dagens topnyheder

Aktien i flyselskabet Malaysia Airlines tager fredag et stort dyk, efter at et af selskabets fly torsdag styrtede ned i det østlige Ukraine.

Styrtet er sket blot måneder efter, at et af selskabets fly forsvandt over Det Indiske Ocean og endnu ikke er blevet fundet, og flyaktien faldt tidligt fredag op imod 17,8 procent, men har genvundet lidt af det tabte og ligger nu til et fald på omkring 13 procent.

Flyet, der menes at være blevet skudt ned af et missil i luftrummet over det urolige Østukraine, havde 298 personer om bord, som alle er omkommet. Det var på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur i Malaysia.

I marts forsvandt flyet MH370 på vej fra Kuala Lumpur til Beijing. Det havde 239 passagerer.

- Stemningen omkring aktien var allerede negativ, og dette gør det kun værre, lyder det i en aktieanalyse fra AmResearch.

- Da MH370 forsvandt, solgte Kina ud af selskabets aktie. Nu må vi se, om denne situation får samme effekt og fører til et stort salg af aktien, hedder det i analysen.

Malaysia Airlines har fået skåret mere end en tredjedel af sin børsværdi siden årsskiftet, og billetsalget har været vigende efter mysteriet om det forsvundne fly.

Verden over har finansmarkederne været præget af nyheden om det styrtede fly, som kan varsle en optrapning af konflikten i det østlige Ukraine. I Europa var stemningen på aktiemarkedet torsdag allerede trist, men da beretningerne om flystyrtet nåede investorerne, blev det kun værre.

Det samme gjaldt i USA, hvor det toneangivende S&P 500-indeks lukkede 1,2 procent lavere torsdag.

/ritzau/Reuters