Undersøgelse: De stod bag Scandinavian Star-brand

admin

454 uger siden

|

20/02/2016

Dagens topnyheder

To besætningsmedlemmer antændte branden på Scandinavian Star for 26 år siden, hævder den tidligere danske hovedundersøger over for norsk TV2.

Flemming Thue Jensen var Søfartsstyrelsens hovedundersøger af branden på færgen, hvor 159 mennesker mistede livet natten til 7. april 1990 på vej fra Oslo til Frederikshavn.

- Det gjorde to fra besætningen, siger den tidligere undersøger på et direkte spørgsmål om, hvem der stod bag.

Det er første gang, at Flemming Thue Jensen udtaler sig offentligt om årsag og skyld i relation til branden i 1990. Han udtaler sig både til norsk TV2 og til Politiken.

Det er den danske avis, der har fået ham til at stille op til interview.

Den pensionerede skibsinspektør forklarer blandt andet, hvordan sengebunde af jern forhindrede en branddør i at lukke.

Dermed kunne branden sprede sig op i skibet. Ilden fik luft, da en særlig skibsklods var placeret, så den kunne holde en skydedør til vogndækket åben.

Han siger, at en af gerningsmændene begik en anden "meget grov sabotage" om bord på færgen.

Men han vil ikke afsløre flere detaljer om den sag, da han dermed vil kunne afsløre identiteten på gerningsmanden.

- Den (branden, red.) var ikke bare bevidst. Den var også planlagt, siger Flemming Thue Jensen til tv-kanalen.

Han var en af de første om bord på færgen, da den var blevet bugseret til Lysekil i Sverige. Han mener, at sagen havde været nem for politiet at opklare.

- Hvis de havde snakket med os, og de ellers kunne tænke, så burde den sag være opklaret i 1990.

- Det burde være en sag for højrebenet. Lige så let som at opklare et cykeltyveri, siger Flemming Thue Jensen.

Flemming Thue Jensen siger, at det har været "frygteligt" at gå med den viden i så mange år.

- Jeg har været bundet på hænder og fødder. Indtil for et halvt år siden var jeg en af cheferne i Søfartsstyrelsen, siger den pensionerede skibsinspektør til Politiken.

Politiet i Oslo genåbnede forrige år sagen om færgebranden, og efterforskningen er fortsat i gang.

Både Politiken og Norsk TV2 har uden held forsøgt at få norsk politis kommentar til Jensens udtalelser.

Den danske lastbilchauffør Erik Mørk Andersen blev i sin tid udpeget som brandstifteren, men i 2014 blev anklagen mod ham trukket tilbage. Andersen døde i branden.

/ritzau/NTB