Ung dansk sanger: Det startede med en trompet

Skrevet af admin

02/07/2015

Mest læste i dag

Han har meldt sig ind i rækken af unge fremadstormende danske musikere med numre som "Former" og "Blød indeni". 25-årige Thøger Dixgaard er for alvor ved at få fart på karrieren, og tirsdag lukkede han Soundvenue Showdown på årets Roskilde Festival.

Selv om det er anden gang, at han optræder på Danmarks største festival, føles det alligevel som en debut, fortæller han, da Ritzau Fokus møder ham dagen efter koncerten.

- Sidste år spillede jeg en enkelt sang på Roskilde Festivalen, men det var mere som en feature. I år lukkede jeg scenen, så det var virkelig koncert-agtigt, siger han.

- Det er det vildeste, jeg nogensinde har prøvet. Der var over 10.000 mennesker, og de sang så højt, at jeg ikke kunne høre mig selv. Det var virkelig overvældende.

Den 25-årige aarhusianer gør sig i dag i rollen som sanger, sangskriver og producer, men det var en tilfældighed, der kickstartede det hele, fortæller han.

- Da jeg var fire år gammel, var jeg i England med min mor og far, og så stod der en gadesælger og solgte alt muligt. Der var så en lille trompet, som jeg tog og truttede i, og så kom der lyd ud. Gadesælgeren blev så begejstret, at han gav mig trompeten i gave, fordi det er åbenbart ikke helt normalt, at man bare kan få den til at give lyd, siger Thøger Dixgaard og fortsætter:

- Til sidst blev mine forældre så trætte af mit trutteri, at de gav mig en rigtig trompet, og så har jeg egentlig spillet musik lige siden, siger han.

Det skulle dog ikke være ham og trompeten for evigt.

- Det udviklede sig med min pubertet, hvor jeg syntes, at trompet blev lidt for stenet. Så begyndte jeg at spille trommer, for der skulle fart på, og så begyndte jeg at rappe og høre rigtig meget hiphop, fordi jeg blev endnu mere pubertets-agtig, griner sangeren, der i dag er en del af det aarhusianske hiphop-kollektiv Hukaos.

For to måneder siden sendte han sin ep "OK" på gaden og med 20.000 daglige afspilninger stormer den unge sanger videre op ad hitlisterne. Det tager han dog ganske roligt.

- Presset er blevet større, fordi der er flere øjne på mig nu. Men jeg synes, det er interessant at udvikle mig med musikken, så det kan også virke som en inspiration for mig, forklarer han.

/ritzau/FOKUS