Ung dansker om Chelsea-debut: Det endte i kramper

Skrevet af admin

29/10/2014

Dagens topnyheder

Den 18-årige midterforsvarer Andreas Christensen er fint tilfreds med sin debut for Chelsea tirsdag aften mod Shrewsbury Town i Capital One Cup.

Teenageren endte med at få krampe i 2-1-sejren over holdet fra den fjerdebedste række.

- Jeg fik krampe med 10 minutter igen, men måtte bare kæmpe mig igennem. Det gjorde jeg, og det var godt, siger Andreas Christensen ifølge bold.dk til Chelseas egen tv-station.

Den danske U21-landsholdsspiller, der skiftede til Chelsea fra Brøndby i 2012, er ellers fint tilfreds med sin debut på en uvant plads som højreback.

- Det gik okay. Det var som forventet en hård kamp. Det er et svært sted at spille.

- Det var en anderledes atmosfære end i U21-kampene, og jeg tænkte ikke rigtigt over det, når jeg havde bolden. Men når jeg havde tiden og tænkte over det, så var det fantastisk, siger han.

Chelsea-manager José Mourinho havde allerede efter søndagens 1-1-kamp mod Manchester United fortalt sin unge dansker, at han skulle spille højreback mod Shrewsbury. Derudover fik Christensen ikke mange instruktioner.

- Han sagde ikke så meget. Bare at jeg skulle være mig selv og gøre, som jeg normalt gør, og så skulle det nok gå, siger danskeren, der i stedet havde fået et par råd fra John Terry og Gary Cahill.

- De sagde til mig, at jeg skulle være mig selv. At jeg skulle gøre de simple ting, og når jeg følte mig bedre tilpas, så kunne jeg prøve de lidt mere satsede ting, fortæller debutanten.

/ritzau/