Ung mand i kritisk tilstand efter sammenstød

Skrevet af admin

09/11/2014

Dagens topnyheder

En 22-årig mand fra Dalmose er lørdag aften død af sine kvæstelser, efter at han som fører af en personbil stødte sammen med en varevogn lørdag eftermiddag på Hyllestedvej i Dalmose, der ligger syd for Slagelse.

Det siger vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Han er desværre afgået ved døden. Vi fik beskeden klokken 22.45, siger vagtchef Søren Østervig til Ritzau.

Ulykken skete, da den 22-årige mand kom kørende på Hyllestedvej.

- To biler støder frontalt sammen på Hyllestedvej ud for nummer 51. Årsagen har vi endnu ikke, men varevognen og personbilen støder sammen. I varevognen er der et par ældre mennesker, der kommer lettere til skade og bliver kørt til hospitalet, sagde vagtchef Anders Mikkelsen tidligere lørdag aften.

Den 22-årige mand blev indlagt på Rigshospitalets Traumecenter, hvor han blev fløjet til efter ulykken med svære kvæstelser. Kvæstelser, som nu har kostet ham livet.

Politiet har endnu ingen teorier, men noget kunne tyde på, at føreren af personbilen var kommet for langt over i den modsatte vejbane.

- Det kan være en kombination af en bakketop, for høj hastighed og forkert placering på vejen. Vi har ingen vidner, og det er lidt overfladisk, det vi ved, siger han.

Bilinspektøren har undersøgt begge biler og ventes at afgive rapport snarest.

Det ældre par er en 70-årig mand og en 60-årig kvinde, begge fra Slagelse. De kom kun lettere til skade, lyder det.

Ulykken fandt sted ved 16-tiden.

/ritzau/