Ung stjernes kræftsyge mor giver rørende tale

Skrevet af admin

23/04/2015

Dagens topnyheder

Taylor Swift måtte knibe en tåre, da hun overværede sin mor give en rørende tale om hende i forbindelse med uddelingen af musikprisen "Milestone Award". Det skriver MSN.

- Jeg har fulgt denne Milestone-artist fra dengang hun var en lille pige, der voksede op på vores gård, fuld af fantasi og kreativitet indtil nu, hvor hun forbereder sig på sin næste verdensturné, sagde Andrea Swift, da hun stod på scenen og introducerede sangerinden.

- Lige siden dengang har hendes yndlingsting i verden været at skrive sange og fortælle en historie. Og jeg har set de ting bære hende igennem alle følelser og oplevelser i hendes liv, fortsatte stjernens mor, der også røbede, at livet ikke altid har været lige let for Taylor Swift.

- I mange år var jeg hendes faste ledsager, og jeg så en ung pige med meget få venner blive en ung kvinde med mange venner, der lærte at tro på sig selv.

Det er kun lidt over en uge siden, at Taylor Swift overfor sine mange fans afslørede, at hendes mor er kræftsyg. 

- Jeg er så ked af at fortælle jer, at min mor er blevet diagnosticeret med kræft, skrev sangerinden på sin Tumblr-side.

25-årige Taylor Swift modtog prisen i forbindelse med en prisuddeling for countrymusik, der tidligere var hendes fortrukne genre.

Newspaq