Ungarn erklærer undtagelsestilstand efter flygtningekaos

Skrevet af admin

15/09/2015

Dagens topnyheder

Ungarn har erklæret undtagelsestilstand i to grænseområder mod Serbien på grund af de mange flygtninge og migranter, som krydser grænsen i disse dage.

Gyorgy Bakondi, som er chef for Ungarns nationale katastrofecenter, fortæller, at grænsezonen i de to lande dermed udvides fra 10 til 60 meter, og at migranter og flygtninge kan "håndteres" i transitzonen.

- Den kan midlertidigt benyttes til personer, som søger flygtningeophold eller beskyttet status.

- Den kan også benyttes til processer i forbindelse med asylansøgning og registrering af flygtninge, siger Gyorgy Bakondi.

Hundredvis af flygtninge og migranter skubber tirsdag eftermiddag mod en barriere, der blokerer motorvejen mellem Serbien og Ungarn.

De råber "åben grænsen", siger nyhedsbureauet Reuters' vidne på stedet.

En ny og strengere lov er tirsdag trådt i kraft i Ungarn, og den medfører blandt andet, at flygtninge, som krydser grænsen illegalt, kan anholdes og fængsles.

Det sidste er allerede sket.

Mindst ni syrere og syv afghanere er pågrebet, har ungarske myndigheder bekræftet.

Ungarns grænse til Serbien er lukket, og landet er i færd med at færdiggøre en total forskansning med et pigtrådshegn.

Rekordmange migranter og flygtninge krydsede mandag grænsen fra Serbien til Ungarn, inden grænsen blev lukket.

Grænsepolitiet noterede mandag 9380 personer, hvilket er det højeste antal på en enkelt dag i år og næsten en fordobling i forhold til antallet søndag.

/ritzau/Reuters