Ungarn tager ny sejr i Danmarks VM-gruppe

admin

9 år siden

|

06/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

På forhånd var Ungarn anset som en af Danmark farligste rivaler i kampen om topplaceringerne i gruppe A ved håndbold-VM, og den antagelse er der foreløbig ingen grund til at revurdere.

Efter storsejren over Tunesien var ungarerne søndag på en anderledes hård opgave mod Serbien, men også den udfordring klarede holdet.

Ungarn vandt med 32-26 i en kamp, hvor det stærkt svækkede serbiske hold igen viste fin modstandskraft.

Serberne blev primært knækket af en ungarsk lynstart og var efter blot 11 minutters spil bagud med 4-10, og det hul formåede de aldrig at lukke helt igen.

Den snu træner Sasa Boskovic fik dog vækket sine spillere, så serberne ved pausen var nået op på 16-18, men hver gang viceverdensmestrene var ved at nå op, fik Ungarn igen lagt afstand.

Målvogteren Blanka Biró havde vitale redninger på afgørende tidspunkter, men når de danske trænere går i gang med at studere det ungarske hold, vil de bemærke, at angrebsspillet er til at slå i stykker.

Samtidig vil de nok advare spillerne mod Zsuzsanna Tomori med det altid opsmøgede højre ærme, der har en skudarm, det er værd at holde øje med.

Ungarns træner, Andras Nemeth, har fortsat et solidt mandskab præget af spillere fra storklubber som Györ og Ferencvaros, og det var stærkt nok til at vinde en forholdsvis sikker sejr over Serbien.

Tidligere søndag vandt Montenegro i samme pulje med 29-23 over Japan.

/ritzau/