Unge eventyrer kan ikke få dækket ferieskader

Skrevet af Elo Christoffersen

29/12/2013

Dagens topnyheder

Med den forventede indførelse af det blå EU-sygesikringskort til sommer får Nikolaj, Malthe og Mathias på 21 år en ekstraregning, hvis de ikke har tegnet en ekstra rejseforsikring og kommer til skade på ferien til bulgarske Sunny Beach.

Det problem vil mange unge komme ud for, vurderer Ret&Råd Advokater. Unge kommer oftere til skade end for eksempel seniorer på deres rejser, forklarer advokatkæden, som hjælper kunder med at søge erstatning for udgifter i forbindelse med sygdom og uheld i udlandet.

Unge tager for let på det at rejse

- Unge er ofte mere spontane og letsindige, når de rejser, end ældre. Det betyder, at de impulsivt prøver at river rafte, leje en scooter selvom de ikke har kørekort, eller tage på cykel- eller skiferie, hvor der opstår mange uheld. Derfor er der større risiko for, at de kommer til skade. Det blå sygesikringskort dækker kun nogle af udgifterne i forbindelse med sundhedshjælp afhængig af EU-landet. Derfor bør man i det nye år huske at tegne en privat rejseforsikring, der dækker alle ekstra udgifter, siger Gitte Leth Thomsen, Ret&Råd Sundhuset i Horsens, i en pressemeddelelse.

SOS International: Alkohol skyld i mange skader

- Unge i alderen 20-40 år kommer markant oftere til skade. Ikke mindst når de unge er på skiferie og drikker alkohol. Alkohol forårsager en del ulykker på unges ferier, siger Dan Petersen, manager på alarmcentralen hos SOS International.

Hos Gouda Rejseforsikring bekræfter man også, at unge hyppigere kommer til skade på ferien i udlandet. Også her venter man, at unge vil komme økonomisk i klemme med indførelsen af det blå sygesikringskort.

Dækningsløs privat lægehjælp i Bulgarien

- For det første tager unge ofte lettere på behovet for forsikringer. Derfor er det nok ikke alle, som får købt en rejseforsikring, før de tager afsted på ferien, eller husker at bestille et blåt sygesikringskort. For det andet er deres rejseadfærd ofte lidt mere risikobetonet, hvorfor mange kommer til skade, siger Karin Tranberg, assistancechef hos Gouda Rejseforsikring og fortsætter:

- For det tredje rejser mange unge til blandt andet Spanien, Rumænien, Tyrkiet og Bulgarien. Her er det en hel pengeindustri at henvise rejsende til private læger og hospitaler i stedet for til offentlige hospitaler. De udgifter dækker det blå sygesikringskort ikke. Hertil skal man tegne en rejseforsikring.

Hvad betyder det blå sygesikringskort?

• Danske rejsende i Europa sidestilles med borgerne i det pågældende land.

• Du skal selv betale for lægehjælp i alle lande undtagen England, med mindre du har købt en privat rejseforsikring. Egenbetalingen er forskellig fra land til land.

• Ud over hjemtransport, som allerede blev fjernet fra det gule sygesikringskort 1. januar 2008, dækker en privat rejseforsikring lægebehandling og hospitalsindlæggelse.

• En almindelig hjemtransportforsikring koster fra 50 kroner om året. Andre typer forsikringer ligger i prislejet 300 til 1.200 kr. om året.