To unge mænd dræbt i trafikulykke på Fyn

Skrevet af admin

05/12/2015

Dagens topnyheder

To mænd i slutningen af 20'erne er fredag aften blevet dræbt i en trafikulykke nær Rynkeby på Fyn, oplyser Fyns Politi.

- Som vi har fået det at vide, kommer der en personbil kørende ad Hundeslevgyden ved Rynkeby. Føreren mister så herredømmet i en kurve, og de rammer et træ. Både føreren og manden på passagersædet bliver dræbt, siger vagtchef Erik Skov.

De to dræbte er begge 28 år og er fra Rynkeby. En 30-årig mand fra Odense, der sad på bagsædet, slap med en brækket ankel.

Der var ingen vidner til selve ulykken, der skete klokken 20, siger Fyns Politi, der er i gang med at afklare de nærmere omstændigheder til ulykke.

De pårørende er blevet underrettet.

/ritzau/