Forside Nyheder To unge på 16 og 19 år erkender serierøverier på...

To unge på 16 og 19 år erkender serierøverier på Fyn

To unge på 16 og 19 år erkender serierøverier på Fyn

Lige nu læser andre

To unge mænd på 16 og 19 år har erkendt at stå bag to røverier af en OK-tankstation i Ejby og et Kiwi-supermarked i Vissenbjerg på Fyn, samt et forsøg på at røve førstnævnte tankstation endnu engang.

Det første røveri fandt sted på OK-tankstationen søndag, hvorefter de mandag røvede Kiwi-forretningen og forsøgte at røve OK-tanken igen.

Mandag lykkedes det dem dog ikke at komme ind på tanken, da døren var låst.

De to mænd blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Odense tirsdag, hvor de erkendte sig skyldige.

Læs også

Den 19-årige fungerede ifølge forklaringen som chauffør, mens den 16-årige med hvid maskering og kniv i hånden gik ind i forretningerne.

Han havde angiveligt en gæld, som han var tvunget til at betale tilbage.

Den 19-årige fik en straksdom på seks måneders fængsel, som han modtog.

Den 16-årige blev varetægtsfængslet i fire uger, da der på grund af hans unge alder skal foretages yderligere undersøgelser i sagen, som skal afgøre hans straf.

Politiet fik mistanke om, at de to unge mænd stod bag begge røverier og røveriforsøget to dage i træk, da en patruljevogn blev kaldt ud til røveriet i Kiwi mandag aften.

På vej derud kørte betjentene nemlig forbi OK-tanken i Ejby. Her så de en mand med en hvid maske løbe væk fra butikken. Betjentene valgte at anholde ham samt en anden mand, som sad på parkeringspladsen.

Det var den OK-tank, som søndag var blevet udsat for røveri, hvor en mand med en køkkenkniv truede sig til et mindre kontantbeløb og cigaretter.

Da signalementet på manden, der røvede OK-tanken, passede med den beskrivelse, som Kiwis medarbejdere havde givet af røveren, kædede politiet alle forbrydelserne sammen.

Det viste sig da også, at politiet havde ret i mistanken.

/ritzau/

Læs også

Ads by MGDK